Lystfiskeri i Danmark

Lystfiskeri i Danmark er mange ting. Ikke bare en hobby men også en milliardindustri.

Lystfiskeri i Danmark – info

Lystfiskeri i Danmark er et vidt og favnende begreb. Danmark er trods sin beskedne størrelse et imponerende land, specielt når det kommer til muligheder for lystfiskeri.

Vi har lakseåer med laks så store som i Norge og i Sverige. Vi har som flere andre lande i verden også verdens største tun, den blåfinnede tun.

Man kan under lystfiskeri fra båd være heldig at fange helleflyndere i Danmark. Enorme fladfisk normalvis kendt fra Norge og eksempelvis Færøerne.

I Danmark kan man også fange gedder over 20 kg. Ganske som man kan det i det øvrige Europa. Vi har endda gedder langs kysten og i nogle af vores fjorde. Apropos fjorde… I de danske fjorde kan et utal af arter fanges. Nuvel, ikke alle fjorde har lige mange fiskearter, men de fjorde hvor færre fiskearter kan fanges, har sædvanligvis en stor bestand af havørreder.

Kystfiskeriet efter havørreder i Danmark er det bedste i Europa – især hvis man medtager havørredfiskeriet i de danske fjorde generelt.

Pighvarfiskeriet fra land – især langs den jyske vestkyst – er tæt på det bedste i Nordeuropa, hvis ikke det bedste. Turister fra især Tyskland og Holland valfarter til kysten for, at opleve dette fiskeri under det danske forår og efterår.

Havbars, sild, hornfisk og makrel kommer til landet i forårs- og sommersæsonen. Rokker og hajer har vi også langs vores kyster – især langs den jyske vestkyst. Når man ser på det samlede antal af fiskearter, som kan fanges i dette lille land, er det mere end imponerende…

Listen af muligheder for lystfiskeri i Danmark er meget, meget lang.

I Danmark har vi rundet over 600.000 lystfiskere om året. Hjemmeboende og udefrakommende. Ikke alt indenfor lystfiskerturisme er godt. Læs om lystfiskerturisme her: Er lystfiskerturisme skadelig…

Den negative side

Der er så mange lystfiskere i Danmark, at lystfiskeri er lig med penge. Mange penge. Så mange at det nu kan kaldes en “milliardindustri”.
Indtægterne for salg af fiskegrej, overnatninger, fiskekort og fiskeguider m.m. kan i dag gøres op i flere milliarder om året.

Desværre betyder det også at troværdigheden indenfor hobbyen og branchen forværres. Sådan er det med alt der tilkendes stor økonomisk værdi.
Alle vil have hver deres plads indenfor branchen og for mange gælder mottoet – koste hvad det vil…
Ærligheden ryger ofte ud af døren og de der brænder for hobbyen og ved mest om den, skubbes i baggrunden af dem der råber højst og gør mest for at blive set. Problemet er bare: Når man bruger tiden på at blive set, bruger man ikke tiden på at blive klog på at fiske. Men man tjener penge…
Så længe man kan lyde som om man ved noget, så er det desværre i mange tilfælde nok.

Guider som ikke har erfaring indenfor faget skyder op. Det samme gør lystfiskere med deres hjemmesider, som ironisk nok, fortæller at de ved ganske lidt om at fange fisk, selvom det modsatte er meningen. En del skriver f.eks. om de ti bedste pladser et givent sted, som de aldrig selv har fanget fisk ved. Det er en af de største klassikere…

Guidecertifikater stikkes ud til enhver, som vil støtte de organisationer der udsteder dem. Uden at de er kvalificerede til at guide. Nogle overnatningssteder/campingpladser er blevet certificerede til lystfiskere – for et pengebeløb -.
Det er bl.a. noget de kan købe sig til hos en organisation ved Limfjorden.
Købe sig til noget 90% af Danmarks campingpladser er i forvejen? Tåbeligt.

Staten og kommuner går sammen om at udkonkurrere alle de der arbejder indenfor lystfiskerturisme og som har arbejdet med det før staten og kommunerne fik øjnene op for – de mange penge i hobbyen. Og så klager den danske stat over, at utallige mindre firmaer må dreje nøglen om hvert år, hvilken joke… De burde beklage og undskylde…

Et gennemgående problem i dansk lystfiskeri er, at mange produkter er lavet af plastik og metal. De fleste produkter er pakket ind i plastik. Fiskeliner smides i naturen og der er mange millioner meter derude hos dyrene. Indpakningen fra grejet er også at finde overalt, mest ved havne i Danmark, men også langs kysten og åerne, omkring søer og moser m.m.

Lystfiskere mister så meget grej i de danske fiskevande hvert år, grej der som nævnt ikke er godt for miljøet, at tallet på det slet ikke kan optælles. Mange millioner kroge, blink, gummiagn, plastikagn, lodder/bly m.m. mistes hvert eneste år i en å, fjord, sø, havn eller andet…

Lystfiskere sviner utrolig meget. Ikke alle, men der er så mange af os…

Lystfiskeri i Danmark på et sidespor – hvilke veje er sunde?

Der var engang en hobby som betød, at man kunne få fred for hverdagens stress og jag, samt lidt lækkert og selvfanget at spise.
Hobbyen består såmænd stadig, men den netop nævnte betydning har taget flere drejninger. Nogle langt væk derfra og i retninger som hverken er sunde for mennesket eller fiskene.

At fiske for at blive set på sociale medier

Når lystfiskere fanger fisk for at kunne dele fangsterne på de sociale medier, for blive klappet på ryggen, så er man på et sidespor. Undtagelsen kan findes i, hvis lystfiskeren slår op for at dele glæde – og fangststed -…
Hvis det bare slås op uden info om hvor, kan der i realiteten næsten kun være én grund og det er, se mig! Er jeg ikke dygtig.

Tusindevis af lystfiskere fungerer på den måde i dag. Det betyder ofte også, at der ikke fiskes for at fange fisk man vil spise. Derfra er hobbyen indrammet til at være: Lav hul i fisken, udmat den, tag billede af den og sæt den ud igen, Alt sammen kun for sjov og likes på sociale medier.

Fisken er stadig et dyr, en fisk, et levende væsen. Her er der tale om et af de værste sidespor.
Nogle få gør det hele, men vil også gerne spise fisken. Nogle fortsætter fiskeriet i det uendelige og sætter hver og én ud igen. Der er mange måder at gøre skade på. Det ved jeg alt om. Jeg har kroget uhyre mange fisk via. mit arbejde de seneste 10 år og i hele mit fiskeliv generelt. Og ikke engang, at det er arbejde, er en god undskyldning.

At fiske for at tjene penge

Her menes ikke for at sælge fisk. Men via. guidning, at skrive tekster om lystfiskeri og at beskrive fiskepladser. Der er ikke nogen af de nævnte ting, som i og for sig er negative. Hvori det negative derimod skal findes, er måden det bliver gjort på af mange.

Jeg finder utallige af mine tekster, som andre har kopieret eller omskrevet på nettet hvert år. Mange af dem som gerne vil have en hjemmeside om lystfiskeri, har i dag ingen skrupler. Også det statsstøttede, Fishing In Denmark, har kopieret mine tekster. De har erkendt og betalt regningen for tyveriret, men har stadig den dag i dag 2023, nogle af dem inde på deres side.

I februar 2023 rundede jeg 2800 artikler om lystfiskeri i Danmark. Eksklusiv kortere tekster m.m.
Teksterne har jeg kunne skrive fordi jeg står ved vandet 340 dage om året. Jeg besøger alle landsdele i løbet af hvert år.

Guider

I dag er der mange guider. Både certificerede og ikke certificerede. Om man er det ene eller det andet, betyder absolut ikke man er dygtigere end andre eller ej. Læs mere om den sag her: Certificering – tag det med et grand salt…

Mange guider i dag i lystfiskeri. Mange er absolut ikke egnede til det og jeg ville ønske jeg kunne sige, at certificeringen betyder at guiderne er dygtige og ved det de skal, men det er ligeså ofte ikke tilfældet, som hos de der ikke certificerede. Ofte er lokale guider som er certificerede gennem Sportsfiskerforeningen/Danmarks Sportsfiskerforbund undtagelsen, men ikke altid.

Det betyder almindelige danskere kaster penge efter en, som slår sig op som fiskeguide på sociale medier. Eller på en lille hjemmeside de har lavet og derfra og på kalder sig selv for guider eller eksperter. I dag kan alle læse sig til hvor der er fisk og hvordan de skal fanges. Men ikke alle kan guide eller få andre til at fange fisk.

Man skal altid undersøge baggrundshistorien/erfaringsgrundlaget bag guiden benytter.

At fiske for at blive grejambassadør

En gren af branchen, Lystfiskeri i Danmark, er at man kan blive grejambassadør. At fiske med et produkt eller et brand for at få enten grej eller penge for det. At være en del af noget…
Alle kan blive ambassadør, bare man kan fange fisk. Det kræver ingen uddannelse og i mange tilfælde heller ingen moral.

I dag er mange danske grejambassadører til salg. De skifter grejproducent lige så ofte som nogen skifter strømper. Nogen fanger fisk med et produkt de ikke repræsenterer og når fiskene skal tages billeder af, tilføjes produktet der skal sælges.
I dag er det skøreste ved denne gren, at nogen lystfiskere som repræsenterer et brand, opfører sig som om der var tale om Brøndby mod FCK. Nogle er så ødelagte på et personligt plan, at de føler de er mod alle dem, som fisker med et andet brand. Nuvel dette er et af de mere ekstreme, eksisterende eksempler, men der er lystfiskeriet også på vej hen og for nogen, allerede tilstede…

Mange blinkproducenter i Danmark er ligeglade med hvem de kopierer eller stjæler designs fra. Ingen siger noget. Det er som om at alle er ligeglade med hinanden. Ikke kun indenfor lystfiskeri. Er moral og respekt for andre ude af døren?

En lille blinkproducent på Als i Sønderjylland har kopieret ét blink og stjålet designet til et andet. I dag sælger han begge  blink som hans egne opfindelser. Hvor ender det og hvornår?

Lystfiskeri er mange ting og heldigvis også stadig godt for de fleste…

Lystfiskeri i Danmark – den sunde vej

At fiske betyder man kan fange lækkert mad til sig selv og sin familie. Det betyder tid væk fra computeren og hverdagens stress og jag. Ligeledes betyder det, at man får set naturen på nært hold. En snog, en havørn, en isfugl eller sæl m.fl.

Lystfiskeri er for mange også en hobby, som bringer os tættere på hinanden. Hvad end der er tale om en morfar som tager sit barnebarn med på den første fisketur, familien der hygger med grill og fiskeri ved søen, eller parret, som har fundet en fælles interesse og hobby.

Alle kan fiske og derfor kan alle kan komme i gang med denne fantastiske hobby.

Lystfiskeri i Danmark er så utrolig mange ting. Alt det negative og alt det positive på én og samme tid.

Den sunde vej må være at nyde naturen, have respekt for fiskene og bestanden, samt ikke at behandle naturen som om den er usårlig.

Jeg ser lystfiskeriet som det eneste jeg brænder for, udover dem jeg har nærmest, og som et arbejde der aldrig byder på ens dage… Jeg bryder mig ikke om den måde fiskene ses og behandles på, men jeg kan heller ikke sige mig fri for at være en del af problemet.

Jari – Lystfiskeri Danmark og Lystfiskeri Bornholm.

Gå til forsiden: Lystfiskeri på Bornholm…


Se evt. en af mine sider omhandlende lystfiskeri i Danmark her: Lystfiskeri i hele Danmark…