De gyldne tips til kystfiskeri på Bornholm

De gyldne tips til kystfiskeri på Bornholm

De gyldne tips til kystfiskeri på Bornholm er mange. Hvordan kommer man i gang? Hvad skal man være opmærksom på? Og hvad skal man egentlig bruge, når havørrederne skal fanges fra Danmarks mest spektakulære havørredmekka.

Af/Jari PLystfiskeri Danmark

1. Hav altid mange trekroge med til dine blink, gennemløbsblink og kystwoblere. Ofte er der fisk på det helt lave vand, hvor både klipper og sten banker krogspidserne flade. Det kan i de fleste tilfælde koste drømmefisken. Hold øje og skift hvis bare en af spidserne ikke er som tiltænkt. Køb gerne kraftigere kroge. Blæretangsbuskene er stærke og tynde kroge bøjes nemt, når de skal rykkes fri af tangen.

2. Til fiskeri fra klipperne anbefaler jeg sko eller støvler med bund/sål af blød gummi. Klipperne er faste, men kan under regnvejr være glatte nogle steder. Efter en periode med højvande kan de yderste klipper, som ikke er så høje, have været under vand i nogen tid. Det gør dem særdeles glatte, da de ofte har fået et glat algelag. Her skal man være opmærksom og gå forsigtigt uanset hvilke såle man benytter. Med gummisåle står man mere fast end med nogen anden sål, under fiskeri fra klipperne på Bornholm.

3. Er man ikke sikker på fødderne, er man uerfaren i at vadefiske eller har man evt. problemer med knæ, led og generelt balanceevnen, kan det være en fordel, når der vadefiskes fra nordøst og nordvestsiden af Bornholm, at bruge en vadestav. Flere steder er der glatte sten, revner i klipperne under vandet, skjult af højtstående tang, samt løse sten, som kan rulle benene væk under en.  Vadestaven bruges til at lokalisere eventuelle huller og til at støtte sig på og derved opnå en bedre balance.

4. En af de mere utraditionelle tips til kystfiskeri på Bornholm jeg vil give er, at stole på eget instinkt frem for at spørge andre til råds om fiskeriet på øen. Især hvis man har erfaring med kystfiskeri i forvejen. Der er et utal af gode fiskepladser på Bornholm.

5. Her er nogle simple grundregler med ganske få undtagelser. Undtagelserne kan man selv forsøge at finde frem til, igen ved at stole på eget instinkt og ideer. Valg af farver på blink, fluer og kystwoblere til kystfiskeri på Bornholm: Fra april til og med september. Sølv, hvid/grøn, hvid, sølv/grøn, sølv/blå, sort/sølv. Fra oktober til og med marts. Brun, kobber, sort/rød, brun/hvid, brun/gul/alu.
Når der er længere perioder med frostgrader, kan orange eller lyserød, lyserød/hvid være vejen frem. Dette istedet for de brunlige farver.

6. Det er ikke kun sandstrande, kyststrækninger med stenstrande eller fra klipperne, hvorfra havørrederne kan fanges på Bornholm. Jeg anbefaler også at man kigger på de bornholmske havne. Læs mere om hvilke jeg anbefaler i linket her: Bornholmske Havne…

7. Fluefiskeri med skumbiller året rundt: I lavvandsområderne på Bornholm med mange tangplanter og sten, kan man dyrke kystfiskeri med skumbiller under alle fire årstider. Om sommeren er det bedst om aftenen. Forår, efterår og vinter, kan det gøres morgen og aften, men også midt på dagen i blikstille vejr.

8. Som kystfisker med spinnestangen, er det en fordel at bruge 0.50 nylonline som forfang. Især når der fiskes med blink, gennemløbsblink eller kystwoblere. Der er mange skarpe klipper og sten under vandet. Hvis man ikke bruger en tyk forfangs-line, taber man flere fisk og flere blink. Hvis man tror at fiskene for det meste er at finde i dybt vand, hvor linen ikke har en chancen for at røre sten og klipper, så tager man grueligt fejl.

9. Havørrederne på Bornholm, er ligeså ofte at finde i lavt vand fra 20 cm. til 60 cm., i dybden, som de er det i dybere vand. Fisker man ikke i det lave vand under kystfiskeri på øen, fanger man færre fisk end hvis man kun affisker de dybere fiskepladser.

11. Se Bornholms spændende fiskepladser i linket her: Kystpladser…

12. Sæt dig gerne ind i fredningsbælterne på øen inden der fiskes. Skriv Bornholm i søgefeltet i dette link, og se mere: Fredningsbælter…

13. Om man skal bruge små eller store agn til kystfiskeri på Bornholm, er ikke afhængigt af årstiden, men af dagen. Nogle dage vil havørrederne have store agn, andre dage gerne små. Dette forekommer både sommer, efterår, vinter og forår. Svaret gives kun ved vandet den pågældende dag, og det er kun havørreden der kan give det.

14. I den kolde tid, er det en god ide på pladser med lavere vand generelt, samt sten og meget tang på bunden, at undersøge om der er lavvandet på dagen. Der er langt flere fisk inde på disse pladser, når vandstanden er tæt på det laveste. Uanset om der er tale om stigende eller faldene vand, og uanset om man fisker morgen, middag eller aften. Få svar på vandstand her: DMI

15. En gammel teori som man ofte hører når på Bornholm er, at vinden er den vigtigste faktor at have i mente, når man skal fiske efter havørreder på Bornholm. Det er langt fra korrekt. Det eneste tidspunkt vinden spiller en rolle, når man skal dyrke kystfiskeri på Bornholm er, når vinden er for kraftig til, at man kan fiske sikkert på grund af for høje bølger.
Man kan fange havørreder i alle former for vinde eller i manglen på samme. De fleste fiskepladser på Bornholm, egner sig både til pålandsvind og fralandsvind, ingen vind, såvel som sidevind. Nogle ikke, men det er langt de færreste.

Officielle regler for kystfiskeri efter havørreder på Bornholm, kan man læs om her på siden under: Regler for kystfiskeri efter havørreder…

Lystfiskeri handler om at finde sin egen vej, få ro i sindet og for de fleste, at fange fisk. Forhåbentligt kan du komme lidt hurtigere og sikrere frem til din næste ørred, via. de gyldne tips til kystfiskeri på Bornholm.

God fornøjelse med Lystfiskeribornholm.dk og kystfiskeriet på Bornholm.