Karpefiskeri på Bornholm
Karpefiskeri på Bornholm, er ved at blive opdaget af flere og flere karpefiskere rundt om i landet. Bornholm er nemlig ikke bare havørreder og laks. Også lystfiskere med hang til de ofte store og runde fisk, kan opleve ganske godt fiskeri på øen. Flere søer byder på muligheden for fangst af karper op til 10 kg. Nogle ganske få søer, har endda større karper svømmende under overfladen.
Af/Jari P.
Søer værd at besøge:
- Præstemosen ved Klemensker
- Safirsøen ved Sorthat
- Kanegårdssøerne ved Rønne
- Rubinsøen ved Hasle
Der er også andre søer på Bornholm, hvor man også kan dyrke karpefiskeri, men de ovennævnte må alle fiske i, de er nemlig offentlig tilgængelige. Kun statstegnet er påkrævet. Er man under 18 år eller over 65 år, må man fiske ganske gratis i søerne.
I denne put and take sø, kan fanges karper over 15 kg. – se den: Klik her…
Tips til karpefiskeri på Bornholm
Man kan vælge at gøre fiskeriet efter karper avanceret, men der er også nemme fiskemetoder til fangst af karperne på Bornholm.
Et penneflåd (en tynd aflang prop) et par kugle-lodder (Før kaldet: Kuglebly eller klemmebly) og en lille enkeltkrog, er alt man behøver. Som agn eller madding på krogen, er søde majs, lidt brød eller dej alt der skal til.
Karperne kan være en smule sky, så gå forsigtigt omkring søerne når der ledes.
Om sommeren kan man forholdsvist nemt lokalisere karperne, oftest omkring træer i vandet eller nær åkander.
Når flåddet kastes ud i et område med én eller flere karper, kan det være en fordel, at kaste godt forbi eller over området… Idet flåddet lander, trækker man stille og roligt den lækre godbid man har valgt at putte på krogen hen til fiskene. Kaster man oveni hovedet på dem, kan man være ganske sikker på, at have skræmt karperne i en længere periode. Minutter eller timer.
Det er også muligt at forfodre i et område af søen. Det bevirker at karperne, i mange tilfælde, kommer til en og ofte også bliver i et stykke tid for, at spise det der nu er forfodret med. Her kan man lave lidt hjemmefra, eksempelvis mel, majs, rasp, fuglefrø og et par stykker toastbrød, blandet med vand. Brøddet rives i små stykker. Når vandet er tilføjet, kan man lave nogle kugler af alle herlighederne, kaste dem ud i søen før fiskeriet går i gang, og kuglerne vil efter at have sunket til bunds, skille sig ad, og brede lækkerierne ud på bunden til karperne.
Når man har forfodret, vil man trække flere karper mod bunden. D.v.s. at man også gerne skal have sin agn/madding nær bunden. Mange bruger et såkaldt karperig, enten et hjemmelavet eller et færdiglavet, købt i den lokale grejbutik.
Det er en smule mere avanceret, at fiske med et karperig end med et flåd, men alle kan gøre det når det først er lært. Det svære er egentlig ikke at fiske med det, men at sætte det op. Det kræver nemlig et gennemløbs-lod, en perle, selve rigget, en boilienål og en agn-stopper.
Der er også andre måder at sætte det op på, men dette er den mest gængse måde, for nogle også den mest enkle.
Se hvordan det hele laves og klargøres hos nedenstående forhandler, når på Bornholm.
Boilies er en anden form for madding, som kan benyttes til karper. Her er tale om små kugler med forskellige smage, ofte frugt eller vanilje m.m. Disse bruges hovedsageligt når der fiskes med karperig.
En helt tredje måde at fange karper på, er måske den mest spændende og mest udfordrende. Her benyttes kun en enkeltkrog og et stykke brød. Gerne et stykke der kan flyde, såsom skorpen fra et franskbrød eller toastbrød. Det gælder så om at finde karpen og liste sig ind på den. Dette er oftest muligt om sommeren, hvor karpen står højt i vandet. Man lægger så brødet og krogen forsigtigt ned til den, venter og håber. Med en del held og snilde ender det med, at karpen suger brødet til sig, et modhug kan gives og kampen kan begynde. Et visuelt fantastisk skue.
Karpefiskeri på Bornholm er alsidigt og foregår næsten altid i den mest spektakulære natur. Prøv det næste gang du besøger øen, hvem ved? Det kan måske være dig der kroger karpen over 10 kg.
På Bornholm kan man købe karperigs og høre mere her:
Check Point Marine
Sdr. Hammer 6
3730 Nexø
/Jari – Lystfiskeri Danmark